Les Maigret sont de véritables capsules temporelles. Ils nous racontent Paris et la France des années 30 à 60 (à peu de choses près, mais sans la guerre). Une époque où les hommes portaient un chapeau, fumaient la pipe et des cigarettes partout où c’était possible (et c’était possible partout !). Ces années qui verraient arriver les yéyés et sonnerait la fin des maisons closes.

Les concierges étaient omniprésentes (oui, souvent des femmes) et seraient bientôt remplacées par des digicodes et des cameras de surveillance. Une époque où le petit vin blanc démarrait la journée et où les hommes pichtronnaient du matin jusqu’au soir (le commissaire le premier !).

Ici, c’est une histoire un peu alambiquée (pas forcément le meilleur opus) dans laquelle le commissaire commence par se faire voler son portefeuille avec sa médaille !

S’en suit une plongée dans le monde des petites mains du cinéma, auteurs en devenir, petit producteurs et starlettes prêtes à tout pour un petit rôle. Tiens, rien n’aurait changé ou oserait-on croire que #metoo viendra casser tout ça ? ( )

En morgon, på perrongen på en buss, blir Maigrets plånbok stulen. Nästa morgon skickas hans plånbok tillbaka till honom komplett, inklusive hans polistagg, med posten och han får ett telefonsamtal från tjuven som ber honom om en tid. Maigret åker dit och får veta av sin tjuv, François Ricain, att hans fru, Sophie, mördades i deras hem.

Personaje creado por Georges Simenon, Jules Maigret es un comisario de la policía judicial francesa, cuya forma habitual de solucionar los casos que se le presentan es «introducirse en las vidas» de aquellas personas que están en torno al suceso investigado. Es un policía tenaz, en ocasiones antipático y pedante. Resuelve sus casos mediante la comprensión de las formas de vida de sus investigados, pensando, comiendo, viviendo como ellos. A través del comisario Maigret, Simenon nos cuenta historias policiales pero sobre todo nos cuenta historias de personas, pueblos y ciudades, pequeñas historias que trascienden lo local al tratar temas universales.

Summary: Maigret becomes much more acquainted with a pickpocket than he bargained for when the man contacts him and leads him to his wife’s body, a victim of murder.

Maigret is enjoying a beautiful day riding the rear platform of a bus, jostled occasionally by a shopper, then jostled again. He then realizes that his wallet has been stolen by a pickpocket–with his badge that costs a month’s pay to replace. Except he doesn’t have to replace it. In the next day’s post he finds the wallet with his badge and contents returned–nothing stolen. A little later he receives a phone call. It is his pickpocket, Francois Ricain, who meets him in a restaurant and confides that when he realized he had Maigret’s wallet, he decided he would take the risk in confiding with him. He takes Maigret to his apartment, opening the door of his bedroom where his wife Sophie is lying dead of a gunshot wound to her face.

While the decontamination and investigation team are on the way, Maigret buys him lunch (he’s neither eaten or slept) and gets his story. He’d gone out the night before to borrow money for his rent–he was about to be evicted. He’s a poor writer hoping to write some screen plays and was seeking help from a film producer he’d done some work for, Carus at a restaurant that a circle of those who all worked at various times for Carus would gather. Carus was out, and by the time he had tried his other friends, it was nearly morning. He found his wife shot dead with a pistol he’d kept in a drawer, know to his friends with whom he’d acted out a scene using that pistol. It wasn’t suicide. Ricain had thrown the pistol in the river, easily recovered but without prints.

Sophie was modestly attractive, and had a bit part in one of Carus’s films, and was intimate with him at a special apartment he kept. There was an aborted child that Carus said wasn’t his. He wasn’t her only lover. Maki, a sculptor had also been with her, and others. Some considered her a slut. Carus’s partner (his wife was in England), Norah knew about her.

Of course the husband is the prime suspect. Yet Maigret doesn’t arrest him. He feeds him, gives him lodging in a hotel for a night, then keeps him in a holding area at the Quai des Orfèvres. He questions the others and learns of all the men Sophie had slept with. But did any, or perhaps Norah have a reason to kill her? Simenon waits, talks to them all, enjoying several marvelous meals at their gathering spot, the Vieux Pressoir.

What is he waiting for? Why does he treat the prime suspect with an almost fatherly concern? In this case, the murder is exposed by the murderer’s own words and actions with Maigret on the scene to save the murderer’s life from a suicide attempt. Simenon’s Maigret is one more example of the investigator careful to observe and patient amid pressure, waiting, along with us, for the truth to emerge. ( )

Frankrig, Paris, ca 1967
Kriminalkommisær Jules Maigret er efter ca fyrre års tjeneste ved politiet snart klar til at gå på pension. Konen er ved at tage kørekort, men Maigret tager bussen. Han er glad fordi det er en model med bagperron, men desværre er der også en lommetyv ombord, der hugger Maigrets tegnebog med nogle småpenge og hans politiskilt i. Han er i godt humør og lader ikke tyveriet komme på tværs af det, selv om det koster en månedsløn at fortabe sit politiskilt. Næste dag ligger tegnebogen i hans indbakke på kontoret for tyven har returneret den. Senere på dagen ringer han til Maigret og beder om at denne vil mødes med ham. De mødes på en café og manden viser sig at være den 25-årige François Ricain. De går hen til hans lejlighed og her ligger hans unge kone, Sophie Ricain på 22 år, dræbt af skud. Liget lugter grimt og spyfluerne sværmer allerede.
François er freelance journalist, hvilket er et pænt ord for at han ikke har fast indtægt og har lånt penge af gud og hvermand. Faktisk var han ude for at finde nogen at slå for penge, imens hans kone blev dræbt. Han har angiveligt klaustrofobi og Maigret sørger for at han får mad og drikke og bliver indlogeret på et lille hotel, imens politiet undersøger sagen. Maigret tager hen på en bistro "Vieux Pressoir" og snakker med Ricains omgangskreds, en billedhugger Maki (der egentlig hedder Lecoeur, men det er ikke noget navn for en billedhugger), filmmanden Walter Carus og dennes faste elskerinde Nora, en manuskriptforfatter Gérard Dramin og en fotograf Jacques Huguet. Bistroen er ejet af Bob Mandille, der er tidligere stuntman og næsten jævnaldrende med Maigret. Bob er gift med Rose, der passer køkkenet i bistroen.
Maigret snakker også med Ricains naboer, der beretter om larm og orgier i Ricains lejlighed og om at han skylder husleje for et halvt år og at de så frem til at han og konen blev sat ud af lejligheden. Maigret og hans teknikere gennemgår også lejligheden, der ikke er synderlig ren, så der er godt med fingeraftryk. Både Sophies far og François far kommer til byen. Maigret lader François gå og efter lidt tid går han hjem og forsøger at begå selvmord, eller sådan skal det i alt fald se ud. Han bliver reddet, men i mellemtiden har Maigret gennemskuet alle hans historier og arresterer ham for drabet på Sophie.

Det er lidt underligt at kalde et politiskilt for en politimedalje, men ellers er oversættelsen god nok. Historien er også fin. ( )