Scenen er sat perfekt op til en kriminalroman. I januar 1959 går politiet i Paris i strejke efter en serie voldelige røverier. Det med strejke skal tages helt bogstaveligt: Der er ingen betjente på gaderne, lovløsheden breder sig og en tæt tåge giver dække for overfald.

Her dukker ’Midnatskvæleren’ op og myrder seks mennesker i løbet af seks dage. Mordene er omgærdet af mystik. Flere af ofrene skriger op for derefter roligt at gå deres død i møde. Er der mon hypnose involveret? Hovedpersonerne er drengen Alphonse, der elsker kriminalromaner, og boghandleren Esbirol, der myrder på bestialsk vis og tager drengen med.

Det er alt sammen temmelig mystisk, og det bliver direkte mærkeligt i slutningen af bogen. Tardi leger med genrens krav om en forklaring ved at lave en hel serie af slutninger, som læseren så selv må rydde op i.

Tegningerne fra Paris er som altid stemningsfulde og indledningen er fantastisk. Med en række fiktive avisartikler om både politistrejke og tidens føres læseren ind i Paris anno 1959. Desværre bliver kriminalgåden lidt for indviklet og dialogen lidt for tung. Og slutningerne gjorde mig mere irriteret end forvirret på den gode måde. ( )