Página inicialGruposDiscussãoExplorarZeitgeist
Pesquise No Site
Este site usa cookies para fornecer nossos serviços, melhorar o desempenho, para análises e (se não estiver conectado) para publicidade. Ao usar o LibraryThing, você reconhece que leu e entendeu nossos Termos de Serviço e Política de Privacidade . Seu uso do site e dos serviços está sujeito a essas políticas e termos.
Hide this

Resultados do Google Livros

Clique em uma foto para ir ao Google Livros

Carregando...

Citizen Soldiers: The U. S. Army from the Normandy Beaches to the Bulge to… (1997)

de Stephen E. Ambrose

MembrosResenhasPopularidadeAvaliação médiaMenções
3,103343,349 (4.04)24
From Stephen E. Ambrose, bestselling author of Band of Brothers and D-Day, the inspiring story of the ordinary men of the U.S. army in northwest Europe from the day after D-Day until the end of the bitterest days of World War II. In this riveting account, historian Stephen E. Ambrose continues where he left off in his #1 bestseller D-Day. Citizen Soldiers opens at 0001 hours, June 7, 1944, on the Normandy beaches, and ends at 0245 hours, May 7, 1945, with the allied victory. It is biography of the US Army in the European Theater of Operations, and Ambrose again follows the individual characters of this noble, brutal, and tragic war. From the high command down to the ordinary soldier, Ambrose draws on hundreds of interviews to re-create the war experience with startling clarity and immediacy. From the hedgerows of Normandy to the overrunning of Germany, Ambrose tells the real story of World War II from the perspective of the men and women who fought it.… (mais)
Carregando...

Registre-se no LibraryThing tpara descobrir se gostará deste livro.

Ainda não há conversas na Discussão sobre este livro.

» Veja também 24 menções

Mostrando 1-5 de 34 (seguinte | mostrar todas)
Sorry, too much heroism - almost makes one wonder why it took so long after D-Day to defeat Nazi Germany.
Put the book down when the author claimed the T-34 tank was an American design … ( )
  TomCat14 | May 12, 2021 |
Seeing all the great reviews, I'll have to conclude this was just not my style. I like history (American in particular), and I love a good war story, but this didn't do it for me. Perhaps if I'd stuck with it, but I just couldn't. My "to read" is too long for me to finish a book that is this painful for me. I gave it 3 because I'm not confident that it was the author's fault; but it actually felt more like a 1 or 2. ( )
  GiGiGo | Feb 5, 2021 |


It was servicable, but the hero worshipipful tone got kind of old after a while. ( )
  frfeni | Jan 31, 2021 |
Indeholder "Kort", "Indledning og tak", "Prolog", "Første del. Slaget om Frankrig", "1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944", "2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944", "3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944", "4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944", "5. Siegfried-linjen, oktober 1944", "Anden del. Ved den tyske grænse", "6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944", "7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944", "8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944", "9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944", "Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads", "10. Nat ved fronten", "11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944", "12. Luftkrigen", "13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger", "14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow", "15. Krigsfanger", "Fjerde del. Tyskland besejres", "16. Vinterkrigen, januar 1945", "17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945", "18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945", "19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945", "Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika", "Efterskrift", "Noter", "Bibliografi", "Stikord".

"Kort" handler om de forholdsvis få kort i bogen.
"Indledning og tak" handler om at bogen er om de almindelige mennesker, der havnede i krigen. Han foretrækker direkte citater.
"Prolog" handler om løjtnant Waverly Wray, der er næstkommanderende i D-kompagniet, 505. Faldskærmsinfanteriregiment, den 7 juni 1944. Han har været i Frankrig i et par dage og han er ladt noget i stikken efterretningsmæssigt, for ingen har forberedt folkene på de hække, de møder i Normandiet. Alligevel nedkæmper han otte officerer og nogle menige og får sine mænd til at sikre området ved Ste.-Mère-Église. Det ødelægger i høj grad tyskernes planer for modangreb, for en af de dræbte er den øverstbefalende for 1. Bataljon, 158. Grenaderinfanteriregiment og de andre var hans stab.
"Første del. Slaget om Frankrig" handler om at man på D-dag landsatte 170000 soldater i Normandiet. Denne del dækker krigen til den når den tyske grænse.
"1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944" handler om at tyskerne er på hjemmebane og at mange af amerikanerne er nye soldater. Alligevel får amerikanerne kæmpet sig igennem til baglandet og begynder at gøre ondt på tyskerne. Anden bølge på strandene er nødt til at gå henover ligene af de første faldne, hvilket ikke gør noget godt for moralen. Amerikanerne har lige så meget disciplin og bureaukrati som tyskerne, men ude i felten slækker amerikanerne mere på reglerne og lader fornuften råde. Tyskerne kender terrænet og er gode til at trække sig tilbage til forberedte stillinger. Amerikanerne har til gengæld luftherredømmet. Og LST (Landing Ship Tank) fartøjerne er supergode til at få forsyninger i land via strandene i stedet for at bruge havnene, som er flaskehalse i meget lang tid. Luftherredømmet betyder meget fordi det generer tyskerne alvorligt, når de skal have forsyninger frem.
"2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944" handler om at fremrykningen på den engelske front er gået helt i stå, mens amerikanerne kun rykker frem i sneglefart. Der er en glimrende sammenligning mellem tyskernes våben og de allieredes våben. Sherman-tanks er underlegne, men der er mange flere af dem. Og amerikanerne har vedligeholdelsesbataljoner, der hurtigt fikser beskadiget materiel. Tyskerne har også mange forsagere i deres granater formentlig fordi de er fremstillet af slavearbejdere, der saboterer produktionen om muligt. Generalmajor Elwood "Pete" Quesada får ideen til at koordinere flystøtte, artilleri og landstyrker med VHF radio. Det virker! P-47'erne fungerer fremragende som nærstøtte. St.-Lô bliver erobret på den måde. Desværre er den bogstaveligt blevet til en bunke murbrokker under befrielsen.
"3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944" handler om Bradley, der er skuffet over den ringe fremrykning men opmuntret af luftfotos, der viser tyskernes bagland som helt tomt og amerikanernes, der bugner af forsyninger. Rhino-udstyret er blevet standard. Og man er ved at komme ud af hække-land. Operation Cobra går i gang. Det indledes med P-47 bombardement fra luften og så kommer bølger af B-17 bombere og formørker himlen. Desværre bomber de også deres egne og general Lesley McNair er iblandt de døde. Men tyskerne får 16 kilotons bomber fra luften foruden et artilleribombardement oveni. General Frits Bayerlein mister halvdelen af sine 88'ere og mindst halvfjerds procent af tropperne, der er døde, sårede, blevet sindssyge eller handlingslammede. Tyskerne forsøger at holde desperat stand overfor de fremrykkende amerikanere og på dagen sker der kun begrænset fremrykning. General Patton bliver sluppet løs med fire divisioner og tyskerne bliver jagtet fra luften af P-47'ere og fra jorden af kampvogne. Napalm, 500 punds-bomber, raketter og maskingeværild regner ned over dem. Eisenhower, Bradley og Hodges er forsigtige og slipper ikke Patton fri til en stor fremrykning. Tyskerne mister store mængder materiel, men mellem 20000 og 40000 soldater slipper hjem til Tyskland og kan kæmpe videre. Slaget om Normandiet kostede tyskerne ca 450000 mand og de allierede ca 210000 mand.
"4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944" handler om at forsyningslinierne er strakt tyndt efter at Frankrig er blevet generobret i lyntempo. Floderne Meuse, Moselle, Roer, Saa, Waal, Rhinen og alle Rhinens bifloder er også en pest at krydse, fordi tyskerne er gode til at forsvare sig og bliver mere stædige, jo tættere de kommer på hovedlandet. Eisenhower nikker ja til Operation Market-Garden, som er Montgomerys plan. Luftbårne tropper sættes ind ved Arnhem i Holland. General Horrocks slår lejr og etablerer forsvarspositioner i stedet for at fortsætte mod Arnhem. Amerikanerne er rasende. Briternes 1. Luftbårne Division fløj til Arnhem med 10005 mand og kun 2163 overlevede. I slutningen af september 1944 var Pattons Tredje Armé gået i stå, Ditto med Hodges Første Armé. Forsyningskrisen vedvarer. Antwerpens havn er stadig ikke åben. Og Operation Market-Garden er slået fejl.
"5. Siegfried-linjen, oktober 1944" handler om at amerikanernes Tredje Armé når frem til Driant og støder på en fæstning som de ikke kan indtage. Det koster store allierede tab ikke at indtage Fort Driant, men det gør i det mindste hærledelsen opmærksom på at man mangler taktik og værktøjer til at erobre den slags fæstninger (denne var på 1.2 km^2 og forsyninger til at kunne holde stand i en måned eller mere). Hærledelsen tegner sigtekorn på kortet ved Berlin og håber at det er slut inden nytår, men de lavererangerende soldater håber i bedste fald på at krigen kan være afgjort i foråret 1945. Antwerpen bliver ikke åbnet før 28 november og militær lærdom taler for at grave sig ned og vente på forsyningslinierne. Eisenhower vil ikke vente af mange gode grunde og presser i stedet på for angrebskrig og vil dræbe tyskere: "Folk med styrke og krigslystne tendenser som tyskerne giver ikke op. De må slås ned." Vejen frem går gennem Siegfried-linjen som tyskerne har fået sat i stand og lagt miner i tusindtal omkring. S-minerne springer en meter op i luften og slynger hundredevis af metalkugler ud, som kapper ben og nosser af angriberne. Ingeniørtropperne må grave sig frem centimeter for centimeter og støder også på små miner, der ikke viser sig på minesøgerne, og som koster hænder og syn. Bag minerne er der dragetænder og bag dem flere miner og flere dragetænder. Amerikanerne forbereder sig og kommer så ganske hurtigt igennem Siegfried-linjen nord og syd for Aachen. Byen er af Hitler udnævnt til at skulle forsvares til sidste mand og den vil kunne genere amerikanernes fremrykning, så de beslutter sig for alligevel at tage Aachen i stedet for at gå udenom. Angrebet begynder 13 oktober 1944 kl 9.30. Forsvaret er hårdt og desperat og amerikanerne må tage byen bygning for bygning og kloakdæksel for kloakdæksel. Udenfor byen forsøger tyskerne at generobre et højdedrag mod øst. Det mislykkes men kampene er hårde. Inde i byen tager amerikanerne en selvkørende 155 mm kanon i brug med en bulldozer til at rydde vejen for den. Den 21 oktober er bymidten erobret og oberst Wilck overgiver sig med 3473 overlevende soldater. Tyskerne har 5000 dræbte og sårede og 5600 tilfangetagne. Amerikanerne har over 5000 dræbte og sårede. Ingen havde gavn af slaget. Amerikanerne skulle aldrig have angrebet og tyskerne skulle aldrig have forsvaret byen. Krigen var i sandhed kommet til Tyskland og tyske flygtninge kunne nu gå i fodsporene på alle dem, som tyskerne havde sendt på flugt tidligere i krigen.
"Anden del. Ved den tyske grænse" handler om at amerikanske forsyningslinier er blevet lange og at Ardenner-offensiven bliver knust, men som en defensiv sejr. Og den slags vinder ikke krige.
"6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944" handler om at byen Metz bliver erobret på nogenlunde fornuftig vis. Et enkelt fort bliver nedkæmpet og de andre seks bliver stort set ignoreret til de selv overgiver sig. Som kontrast er Hürtgen-skoven rammen for et idiotisk opslidningsslag med en værdiløs skov som mål for krigshandlingerne. Skrivebordsofficererne holder sig på afstand og bebrejder tropper og lavere officerer at det ikke går som planlagt. Hill 400 koster bunker af rangers livet og i alt koster kampene her over 24000 dræbte eller sårede amerikanere og 9000 ukampdygtige af skyttegravsfødder, sygdomme eller granatchok. Amerikanerne er ikke trænet i kamp og de nytilkomne kommer lige fra "samlebåndet" og i ilden.
"7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944" handler om at både amerikanske og tyske generaler er enige om at et modangreb i Ardennerne vil være en strategisk fejltagelse. Men nu er det jo Hitler, der bestemmer over de tyske enheder og han er ligeglad. Han er stadig ude på at vinde og det gør man ikke ved at føre forsvarskrig. Hitlers tanke er at slå englænderne tilbage til et nyt Dunkirk, så han kan omdirigere hærstyrker til østfronten og få Stalin med på en fredsaftale. Tyskland vil ikke vinde krigen, men det vil overleve. November og december 1944 var krigens bedste produktionsmåneder for den tyske industri under krigen og der blev samlet en stor styrke, så tyskerne var i overtal tre til en i Ardennerne og mere endnu i de områder, der skulle angribes. Chancen var spinkel, men den var der. Sikkerheden var også stor, fx ingen patruljer i dagene forud, så en tilfangetagen soldat ikke kunne røbe noget. Ulempen var til gengæld at man ikke havde gode efterretninger selv og "angreb i mørke". Man satsede også på at erobre amerikanske forsyninger af brændstof undervejs og på i det hele taget at have heldet med sig. En oberstløjtnant Jochen Peiper har kommando over en styrke på 22000 mand og 250 kampvogne, heraf 60 tigertanks og har ordre til at støde 80 kilometer frem den første dag. Men vejene er mere til cykler end til tanks. En major Otto Skorzeny og hans 500 mand har amerikanske uniformer og våben og skal mudre vandene. Angrebet går fint lige i starten, men mange amerikanske delinger kæmper til sidste patron og da panservognene venter på at infanteriet er kommet igennem, bliver det meget dyrt for tyskerne og de når heller ikke deres fremrykningsmål. Allerede den 17 december 1944 har Eisenhower gang i at udnytte fremstødet, for det får tyskerne ud af deres faste stillinger og ud i åbent terræn, hvor amerikansk artilleri, kampvogne, infanterister og jagerbombere kan knuse dem. Tyskerne løber ganske rigtigt i den ene trafikprop efter den anden. Imens får Eisenhower forstærkninger frem med lastbiler. 11000 lastbiler flytter 60000 mand, ammunition, benzin alene den første dag. Tyskerne støder stadig frem, men de får så også set mængderne af materiel, som amerikanerne har til rådighed, fx en hel allé af granater, stakket op langs to kilometer vej. Men tyskerne har heldet med sig lidt endnu. Den 19 december støder de langt frem og de amerikanske styrker går i panik og flygter, hvilket jo støder sammen med de forstærkninger, der er på vej. Men Eisenhower og Patton griber chancen for at snøre sækken bag tyskerne.
"8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944" handler om kampe ved Elsenborn, hvor amerikanerne holder stand. En Vandervoort leder en styrke, der højst er en tyvendedel så stor som den Peiper kommer med. Amerikanerne holder Bastogne og tyskerne løber tør for ammunition og brændstof.
"9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944" handler om hvordan soldaterne tilbringer juleugen. Der er ingen våbenhvile og det er frygteligt koldt. Juleaften bliver troppetransportskibet Leopoldville med 2223 soldater om bord ramt af en torpedo og synker. Besætningen hopper i redningsbådene og sejler bort. På plussiden tæller at belejringen af Bastogne bliver brudt og at amerikanerne nu kan fortsætte videre mod Tyskland.
"Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads" handler om de vilkår soldaterne kæmpede under. Denne del behandler vilkårene fra juni 1944 til maj 1945.
"10. Nat ved fronten" handler om natten som den værste tid på døgnet fordi artilleriet ikke behøver lys og våbnene er blevet mere præcise, så rygning er livsfarligt. Man skal grave sig ned i skyttehuller. Altid. En ameikansk bataljon glemmer det og smider sig i nogle hække. Kort efter bliver de mejet ned af tyskere og mister 150 mand, heraf 50 døde. Fra den dag af gjorde resten af Divisionen en dyd ud af altid at grave skyttehuller. Tilsvarende erfaringer med madkøer, der kan ses af fjenden. General Bradley havde i september besluttet at krigen ville være forbi før december og at der derfor ikke skulle bruges vintertøj. Fodtøjet er også elendigt og masser får "skyttegravsfødder" der gør dem mere eller mindre ukampdygtige.
"11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944" handler om den amerikanske hærs idiotiske ide med at tage folk frisk fra fad og sende dem ind som erstatninger i en frontenhed. Bare et mindstemål af træning havde forbedret deres chancer og fx undgået at de satte sig op i en tank for første gang og kørte ud og ned ad en skrænt, så den blev ødelagt.
"12. Luftkrigen" handler om de store ressourcer, der blev brugt på bombetogter med tvivlsomt resultat. Ikke at tyskerne var bedre, så ingen har ondt af folkene i Dresden, men var der et formål? Curtis LeMay blev som den eneste af de britiske topchefer ikke adlet efter krigen.
"13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger" handler om sanitetsfolkene på begge sider. Generelt ser det ud til at Røde Kors tegnet blev respekteret og kun enkelte episoder skæmmer. Sygeplejerskerne arbejdede i døgndrift, men man kunne selvfølgelig ikke finde på at sætte sorte sygeplejersker til at pleje hvide soldater.
"14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow" handler om almindelige idioter, simulanter og så hårdnakket idiotisk racistisk behandling af de sorte soldater. Krigen hjalp meget på det, for i et skyttehul er alle lige.
"15. Krigsfanger" handler om at det var godt at være tysk krigsfange i USA. Men ikke fx russisk fange i en tysk lejr.
"Fjerde del. Tyskland besejres" handler om at amerikanerne igen går hurtigt frem efter årsskiftet 1944/1945. Soldaterne er unge. Mange bestod high-school i 1944 og nu kæmper de som infanteri midt i et vinterhelvede i Nordvesteuropa.
"16. Vinterkrigen, januar 1945" handler om at der er styr på de allieredes forsyningslinier og at tyskerne er trængt i defensiven og har mistet hundretusinder af mand. Ardenneroffensiven slog fejl. Tyskerne sparer på granaterne selv om de produceres måske 100 kilometer borte. Amerikanerne frådser. Der er nattemperaturer ned på minus femten og minus tyve. Januar 1945 bliver den måned, hvor der bliver kæmpet mest. Eisenhower angriber, Hitler har gang i operation Nordvind og den Røde Hær gør klar til den største offensiv nogensinde den 12 januar. Amerikanerne angriber i hård frost uden dækning, så kampvognene knuser en del soldater på makaber vis. De tyske soldater synes at det er meningsløst at bremse amerikanerne, så russerne kan overhale dem østfra. Men de kæmper bravt alligevel. Operation Nordvind burde egentlig have fået de allierede til at falde tilbage, men politisk var det en umulighed, så Alexander Patch og hans Syvende Arné fik ordre på at stå fast. De kan flere steder bruge Maginot-liniens fæstningsværker til at holde tyskerne stangen. Nordvind slår fejl, men der er masser af tab på begge sider. Imens holder Montgomery pressemøde og bralrer op med hvordan han reddede amerikanerne under Ardenneroffensiven ved at tage ledelsen. Alle amerikanere bliver stiktossede på ham. Særligt bittert er det for de soldater, der allerede en gang har erobret strækningerne. Fx landsbyen St.-Vith der var næsten uskadt, da den blev erobret første gang og nu blot er en bunke murbrokker. Ved slutningen af januar er de amerikanske arméer igen ved den tyske grænse.
"17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945" handler om at Eisenhower bruger tid på at likvidere Colmar-lommen for ikke at skulle bekymre sig om større fjendtlige styrker i baglandet, når det går mod Rhinen og ind i Tyskland. Selvkørende 155 mm kanoner viser sig at være fremragende til at skyde bunkers med i Siegfried-linjen. En eller to 45 kg granater pr bunker. Tropperne undrer sig over hvor meget arbejde tyskerne har lagt i dem og hvor lidt det er værd. Schu-miner er derimod irriterende. En lille trææske med 100 g TNT, en detonator og et søm. Bank og så mangler man en fod eller et ben. Hitler bliver ved at blande sig i hærens dispositioner og tillader ikke tilbagetog. Med det resultat at tusinder af tyske soldater bliver fanget på vestbredden af Rhinen og dræbt eller taget til fange.
"18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945" handler om at Montgomery har lagt en omstændelig plan for at krydse Rhinen. Imens er Første Armé, III korps, 9. panserdivision den 7. marts på vej til Remagen, hvor en stor jernbanebro opkaldt efter general Erich Ludendorff fører over Rhinen. Ved et stort held får tyskerne ikke sprængt broen i tide og det lykkes at tage den. Brohovedet holder og man klynger sig fast til højdedraget Erpeler Ley og får snart sendt ingeniørsoldater frem, der gør broen brugbar og begynder at lægge store pontonbroer ud som supplement. Hitler degraderer de ansvarlige tyske officerer og forsøger at få Luftwaffe til at ødelægge broen. Det mislykkes. Mellem den 22 og 23 marts sætter Pattons 5. division over Rhinen ved Oppenheim. Det sker i stilhed og overrasker tyskerne helt. Samme nat angriber Montgomery med fuld styrke nord for Köln og 79. og 30. division kommer over næsten uden tab. Den 28. marts bryder General Maurice Rose med 3. Panserdivision ud fra Remagen-brohovedet, men han bliver dræbt undervejs. Det er den eneste amerikanske divisionschef, der blev dræbt på den europæiske kampplads.
"19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945" handler om fortsat fremgang for de allierede. "Tyskerne hænger altid i ens strube eller ligger foran ens fødder. -- Churchill" 1. april 1944 var påske og i Merkers betød det at jernbanearbejderne holdt fri, så Goebbles ikke kunne få reddet det naziguld han havde fået sendt dertil. Patton foreslog at hæren skulle beholde guldet, så den kunne være selvfinansierende, hvis kongressen blev nærig. Man fandt også gasgranater, men Hitler havde faktisk grænser og en af dem gik ved brugen af gas i felten. Påskesøndag mødtes Enogtyvende Armégruppe og Tolvte Armégruppe hinanden nær Paderborn. Ca 400000 tyske soldater var dermed omringet og resten af Nazityskland var afskåret fra våben- og ammunitionsforsyninger. I midten af april havde 325000 tyske soldater og 30 generaler overgivet sig i Ruhr-lommen. Folkestormen, Waffen SS og Hitlerjugend slås videre med store tab og ødelæggelser til følge. Helt unødvendigt. Tyske ingeniørtropper sprænger også troligt alle broer under tilbagetrækningen. Helt idiotisk. Amerikanerne kommer også til slavearbejdslejre og eventuel sympati for tyskerne fordufter. Eisenhower ser sin første lejr den 13 april Ohrdruf Nord nær byen Gotha og får sit livs største chok. Ved Dachau samler amerikanerne de civile tyske op og kører dem ud til lejren (hvor vagterne på ordre af den ansvarlige SS-officer har brændt de sidste 4000 fanger levende). Der er ikke én, der indrømmer at de kendte til lejren. Nej, nej det var en hemmelig krigsfabrik. Og ikke Hitlers skyld, men de væmmelige andre nazister som Goebbles, Göring og Himmler. Den 7. maj underskriver tyskerne en betingelsesløs overgivelse i Reims og for god ordens skyld også dagen efter i Berlin. (Ikke at soldaterne kan holde fri, for Japan slås stadig).
"Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika" handler om et lidt højstemt afsnit om de hjemvendte soldater og deres værdier. De opbygger Interstate Highway systemet, forstæderne, St. Lawrence kanalen og udrydder polio.
"Efterskrift" handler om at forfatteren efter bogens succes fik breve fra nogle af soldaterne, der takkede ham fordi de takket være bogen fik en bredere forståelse for deres egen indsats. Der er også mange med mørkere minder om tyskere, de har skudt. Han får også klager over ikke at have alt med eller over at have citeret det ene eller det andet. Nogle påpeger faktuelle fejl og andre bekræfter nogle af historierne, fx en med en høstak med en tysk kampvogn indeni. Skyttegravsfødder får også ord med på vejen. Og tanker om alle de faldne unge officerer og befalingsmænd. Hvad mon de var blevet til, hvis de havde levet? Tyskerne har også bidraget med interviews og nogle af dem er taget med i dette afsnit. Når man kom til vestfronten, lærte man, "hvordan den rige mand fører krig". Dvs amerikanerne havde masser af ammunition, brændstof og fly. Og de behandlede de tilfangetagne soldater ordentligt.
"Noter" handler om henvisninger til baggrundskilderne for bestemte emner.
"Bibliografi" handler om en masse andre bøger, der er skrevet om emnet.
"Stikord" er et ganske glimrende opslagsregister.

Krigen i Europa set fra amerikansk side. ( )
  bnielsen | Sep 15, 2019 |
Mostrando 1-5 de 34 (seguinte | mostrar todas)
sem resenhas | adicionar uma resenha
Você deve entrar para editar os dados de Conhecimento Comum.
Para mais ajuda veja a página de ajuda do Conhecimento Compartilhado.
Título canônico
Informação do Conhecimento Comum em Holandês. Edite para a localizar na sua língua.
Título original
Títulos alternativos
Data da publicação original
Pessoas/Personagens
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
Lugares importantes
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
Eventos importantes
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
D-Day ( [1944])
Filmes relacionados
Premiações
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
Epígrafe
Dedicatória
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
To Moira
Primeiras palavras
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
First light came to Ste. Mere Eglise around 0510.  Twenty four hours earlier, it had been just another Norman village, with more than a millennium behind it.  By nightfall of June 6, it was a name known around the world, the village where the invasion began and now headquarters for the 82nd Airborne Division.
Citações
Últimas palavras
Informação do Conhecimento Comum em inglês. Edite para a localizar na sua língua.
(Clique para mostrar. Atenção: Pode conter revelações sobre o enredo.)
Aviso de desambiguação
Editores da Publicação
Autores Resenhistas (normalmente na contracapa do livro)
Idioma original
Informação do Conhecimento Comum em Italiano. Edite para a localizar na sua língua.
CDD/MDS canônico
Canonical LCC
From Stephen E. Ambrose, bestselling author of Band of Brothers and D-Day, the inspiring story of the ordinary men of the U.S. army in northwest Europe from the day after D-Day until the end of the bitterest days of World War II. In this riveting account, historian Stephen E. Ambrose continues where he left off in his #1 bestseller D-Day. Citizen Soldiers opens at 0001 hours, June 7, 1944, on the Normandy beaches, and ends at 0245 hours, May 7, 1945, with the allied victory. It is biography of the US Army in the European Theater of Operations, and Ambrose again follows the individual characters of this noble, brutal, and tragic war. From the high command down to the ordinary soldier, Ambrose draws on hundreds of interviews to re-create the war experience with startling clarity and immediacy. From the hedgerows of Normandy to the overrunning of Germany, Ambrose tells the real story of World War II from the perspective of the men and women who fought it.

Não foram encontradas descrições de bibliotecas.

Descrição do livro
Resumo em haiku

Capas populares

Links rápidos

Avaliação

Média: (4.04)
0.5
1 1
1.5 1
2 9
2.5 3
3 79
3.5 20
4 196
4.5 21
5 123

É você?

Torne-se um autor do LibraryThing.

 

Sobre | Contato | LibraryThing.com | Privacidade/Termos | Ajuda/Perguntas Frequentes | Blog | Loja | APIs | TinyCat | Bibliotecas Históricas | Os primeiros revisores | Conhecimento Comum | 164,518,575 livros! | Barra superior: Sempre visível