Nuuk og København, 2004-2006.
Hovedpersonen Kim er mand og sygeplejerske og narkoman. Vi følger ham fra han bliver taget på fersk gerning med sprøjten med Peludin i armen og bliver frataget sin autorisation og til han er blevet clean og skriver et brev til sin far, hvor der står at han aldrig mere vil have noget med ham at gøre. Faderen Karl er bøsse og har misbrugt sønnen seksuelt.
Vi får farens historie, hvordan han blev fanget ind af Jehovas Vidner mens han var i lære som frisør. Han tog til Norge som missionær, mødte en kvinde og samtidig opdagede at han var bøsse og at der var mange andre bøsser i det miljø. Efter 10 år i Norge blev han i stilhed hældt ud af menigheden og tog derefter til København, efterladende en søn og dennes mor i det norske. Flere år efter tager sønnen på egen hånd til København og finder Karl, der lever i et fast forhold med Svend. Karl er faktisk ikke rar ved andre i det lange løb og heller ikke ved sin egen søn. Han gør tilnærmelser til Kim stort set med det samme og indleder et forhold til ham samtidigt med at han og Svend er et par. Ikke ligefrem en perfekt rollemodel og det giver Kim dybe ar i sjælen.
Kim tager tiende klasse i København og fortsætter i gymnasiet og bor ved Svend og Karl. Han består studentereksamen og får job som ufaglært medhjælper på et plejehjem og lærer meget om det ene og det andet. Han flytter hjemmefra uden at tage et direkte opgør med Karl og finder en kæreste Lærke. Han bliver gift med hende, de får to børn, Johannes og Marie. Kim får job i Nuuk og de flytter derop med børnene. Lærke lader hjemmet forfalde i rod og accepterer helt åbent at Kim indleder et forhold til en anden, Karina, der er enlig mor med to børn. Kim lærer sig grønlandsk, mindst et ord om dagen, elg - Tuttu, fjeld - Qaqqaq, menneske - inuk, mand - Angut, hav - Imaq, hvis jeg ellers ikke havde skullet mødes med ham - Naappissanngikkkaluarukku.
Kim er sygeplejerske og har nem adgang til giftskabet. Han begynder et pillemisbrug, der eskalerer vildt. Karina irriteres over at han snakker grønlandsk, spiser grønlandsk og opfører sig som en grønlænder - hun kalder ham Kalak - skide grønlænder.

Meget intenst fortalte erindringer om en barsk opvækst og tilværelse.

Rapperen Josef Tarrak-Petrussen har KALAK tatoveret hen over brystkassen. Det udtales galæk. Og er en del af at opfatte sig selv som mindre værd. Fx hvis man ødelægger et bord og så reparerer det med gaffertape, så kalder man det at gøre det grønlandsk. ( )

Debutanten Kim Leines personlige beretning om et liv som incestoffer og stofmisbruger er barsk, men samtidig opløftende og livsbekræftende. Sprogligt er bogen i verdensklasse.

Som 17-årig flygter Kim fra sin dybt religiøse familie i en lille norsk bygd ned til sin far i København. Faren elsker sin søn meget højt, og mener, at det er helt naturligt at vise det ved at forgribe sig seksuelt på ham. Kim får sat en stopper for overgrebene, men ikke uden ar og en forpint sjæl, som følger ham langt ind i voksenlivet.

Kim uddanner sig til sygeplejerske, bliver gift, får to børn og tilbringer det meste af tiden som reservelæge på Grønland – et land og et job han forelsker sig i. Lokalbefolkningen kalder ham en kalak, hvilket betyder "en skide grønlænder". Det er ment både som en kompliment og en hån.

I det grønlandske natteliv bliver Kim eftertragtet af de, i bogstaveligste forstand, tandløse kvinder, som han bliver storforbruger af. Derudover udvikler han et heftigt stofmisbrug, der bliver skyld i, at han fratages sin arbejdsautorisation.

Kims misbrug og rastløshed får ham til at flygte fra alt, inklusive sig selv. Det bringer ham til Danmark, Norge og tilbage til hans elskede Grønland, hvor hans deroute ender helt ude på kanten, hvor man som læser tænker: "Nu er der ingen vej tilbage". Heldigvis er dette mirakel af en bog beviset for, at han klarer den.

"Kalak" er til tider hardcore læsning og er ikke for sarte sjæle. Grønlands skyggeside med druk, misbrug og vold bliver skildret råt og usentimentalt. Det samme gør Kims forhold til stoffer eller mangel på samme:

"Når jeg ikke har medicin på lager, bruger jeg fritiden til at gå lange ture ad glatte fortove. Oslo ligner et maleri af Munch. Men skriget er inden i mig".

Det er simpelthen bekendelseslitteratur på den gode måde. Bogens tone og grundstemning har en film noir-agtig smuk melankoli over sig, som berørte mig dybt, og som fik mig til at tænke på Nick Flynns poetiske erindringsbog "Endnu en lortenat i en røvsyg by".

Bliver til slut lidt ensformig men det er en intens og velkomponeret bog. ( )

Til forskel fra Leines anden roman 'Valdemarsdag' mærker man her, at der har været en kolossal drivkraft bag at skrive 'Kalak' om hans eget liv. Det har nærmest været et spørgsmål om liv og død. Uden sentimentalitet og snert af selvmedlidenhed beskrives hans fars seksuelle overgreb og hans eget misbrug af medicin blandet med hans viden om sit gode udseende og dygtighed som sygeplejerske, uden at man på noget tidspunkt føler, at der er tale om nogle skæve forestillinger.
Sproget er hamrende godt og flydende (især når man tænker på at KL først flyttede til Danmark som 17-årig og siden har boet 15 år på Grønland). Der er både til lattermusklen og tårekanalen, og bortset fra at skiftene mellem Grønland og Danmark og at de mange kvindebekendtskaber efterhånden flyder lidt sammen, er bogen nok den bedste erindringsroman jeg har læst. ( )

Forfatteren er norskfødt, men skriver et imponerende flot dansk. Hans debutroman er hudløst selvbiografisk. Efter at have levet i et lille bygdesamfund i en streng sekt (Jehovas Vidner), som hans far bliver udstødt fra, da Kim er 5, kommer han som 17-årig til København for at bo hos faderen. Her bliver han udsat for seksuelt misbrug kamufleret som kærlighed, og de næste mange år er bevidst eller ubevidst et opgør med offerrollen. Han bliver sygeplejerske og kommer til Grønland, hvor han falder pladask for natur, kultur og grønlænderne - ikke mindst de kvindelige. Med sin besættelse sætter han sit ægteskab over styr og går ind og ud af misbrug, indtil han til sidst tvinges i behandling. Det er en barsk historie, men også en gribende fortælling, der flot formidler ikke blot den personlige historie men også fascinationen af Grønland og livet på godt og ondt i både Nuuk og de små bygder, hvor han arbejder. Det er barsk læsning, men det bæres oppe af et utroligt sprogligt overskud, der trods indholdet gør læsningen til en udsøgt nydelse

(Lektørudtalelse) ( )