Abandonné ( )

Sagan vakte skandale med sin debutroman Bonjour tristesse, som jeg læste for et par år siden og var meget begejstret for. Selvom Sagan aldrig kom til at skrive noget, der overgik den første bog i gennemslagskraft, blev hun en vigtig feministisk stemme i Frankrig, og da jeg faldt over denne lille roman i et antikvariat, skyndte jeg mig at slå til. Forår – sommer – efterår er en bittersød kærlighedshistorie, som jeg hyggede mig med, men som nok også hurtigt er glemt igen.

Vi er i Paris i 1960’erne. Elskere og løse forbindelse var helt almindeligt i det bedre borgerskab, hvor det sociale liv var organiseret omkring middage, kunst og almindelig god smag. Diane, der er 45 og rig, hygger sig med den 15 år yngre Antoine, der arbejder på et forlag, ser godt ud og i øvrigt ynder at omgive sig med en intellektuel og smålidende attitude. Charles er i midten af 50’erne. Han har endnu flere penge, driver en virksomhed og har i et par år boet sammen med Lucile, der vel bedst kan betegnes som en livsnyder, der viger uden om tilværelsens praktiske og ubehagelige sider. Desværre er både Charles og Diane gået i fælden: De nøjes ikke med at nyde deres unge elskere, de elsker dem faktisk, og det gør dem både mere lykkelige og mere sårbare.

Til en middag bliver Antoine og Lucile placeret ved siden af hinanden. Middagen er ikke noget i sig selv, men de to falder hurtigt i snak, og da de andre går tidligt hjem – Charles har snue og finfølelse til at lade dem være – drager de ud i det parisiske natteliv. Det går, som det selvfølgelig må gå: De to unge mennesker bliver trukket mod hinanden, og mens resten af omgangskredsen morer sig over intrigerne, er der meget mere på spil for de fire involverede. Diane og Charles bliver sårede, og Lucile ender med at flytte ind på Antoines lille hummer, da han forlanger, at hun skal vælge ham og kun ham.

Spørgsmålet er, om deres kærlighed efter det blomstrende forår og den ulmende sommer også kan holde til efterårets og hverdagens grå tristesse. For Antoine, der aldrig følte sig hjemme i Dianes miljø, er det måske ikke så svært at se ind i en hverdag med arbejde, samvær om aftenen og et par børn på sigt, men Lucile er af en anden støbning. Hun elsker Antoine, men hun elsker også det liv som Charles og hans betydelige rigdom kan give hende.

Forår – sommer – efterår er en hurtigt læst roman, der tegner et tydeligt billede af en bestemt del af Frankrig i 1960’erne, og der er betydelig psykologisk dybde i skildringen af de fire hovedpersoner i bogen. Det er velskrevet og stadig værd at læse – men det er ikke en bog, der ryster sin læser eller efterlader ham med eksistentielle overvejelser. Har du ikke læst Sagan endnu, så læs Bonjour Tristesse i stedet. ( )

Lucille leeft samen met de veel oudere Charles, en die laat haar doen wat ze wil. Ook als ze verliefd wordt op Antoine en Charles voor Antoine opgeeft, blijft Charles op haar wachten. Ja, dat kan allemaal als je geld genoeg hebt. Lucille wil alleen doen waar ze zin in heeft, zonder verantwoording te dragen. Nogal decadent allemaal.