Recenzoj
Citaĵo
„ Temo: la peza problemo pri la respondeco de l' homa ago. La stilo estas intence simpla, kaj tio feliĉe helpis la tradukintinon. Ĉi tiun libron mi metus en la manon de l' junularo. ”
— 1933, Lajos Tárkony, en Bibliografia Gazeto, paĝo 27
Citaĵo
„ La Vienano Stefan Zweig estas konata aŭtoro kiel verkisto de altvaloraj poemoj, rakontoj, romanoj, studaĵoj, sed ne malpli kiel delikatsenta tradukisto el verkolj de Verhaeren, Baudelaire, Romain Rolland, aperas nun sur la kampo de la Esperanto-literaturo per sia legendo.
La temo de "la okuloj" estas filozofa. La lingvo de la traduko estas neriproĉinda. ”
— 1933(1965), Historio de Esperanto II, paĝo 806

Undertitlen på den lille historie fra 1922 er ’en legende’, og det er yderst passende. Tonen minder om et eventyr eller en religiøs tekst, der blot genfortælles i moderne sprog og med lidt mere nuancering og psykologisk dybde i personerne, end i den oprindelige tekst. Vi er altså langt fra berømte Zweig-bøger som Verden af i går og Skaknovelle – og så alligevel ikke, for Stefan Zweig er altid optaget af almenmenneskelige problemstillinger.

Historien foregår i Indien længe før europæerne kom dertil. Virata – navnet minder om ”Veritas”, den romerske sandhedsgudinde - er en fremtrædende adelsmand og fortællingens hovedperson. Da riget er truet af oprør, sætter han sig i spidsen for de loyale tropper, der forsvarer kongen og nedkæmper det, men sejren er dyrekøbt.
Hans egen bror er faldet for hans hånd. Da kongen beder ham regere med ham, takker han nej. Han vil ikke have ansvaret for mere krig på sin samvittighed. I stedet bliver han dommer, men da han konfronteres med konsekvenserne af sine handlinger, opgiver han også dette hverv. Plaget af tvivl og frygt for at gøre andre uret trækker han sig tilbage til et ensomt liv i junglen, hvor han kun er ansvarlig for sig selv. Det tror han i hvert fald, for det at vælge at stå uden for er jo også et valg.

Zweig fortæller historien som et modstykke til legenderne om de konger og mægtige mænd, der har gjort deres yderste for at få en plads i historiebøgerne, men Virata er alligevel en tvetydig skikkelse. Ikke-valg er jo også et valg, og magten forsvinder ikke, fordi en enkelt mand giver afkald på den. Man må spørge sig selv, hvem der kommer til at bestemme, hvis alle de dydige trækker følehornene til sig af frygt for at få snavs på fingrene? Regeret bliver der jo alligevel, som Viggo Kampmann engang fastslog, da talen faldt på kunstnernes deltagelse i den politiske debat. Viratas valg er drevet af ædle motiver, men også af en manglende lyst til at løfte ansvaret.

Die Augen des ewigen Bruders er en fin lille fortælling, som Zweig stilsikkert bærer i land. Men hvis ikke man har en passion for mytologiske eller moralske fortællinger, vil jeg anbefale nye læsere at starte andre steder i forfatterskabet. ( )

Ceci est l’histoire de Virata, que son peuple célébrait par les quatre noms de la vertu, mais dont le nom n’est pas inscrit dans les chroniques des princes ni mentionné dans le livre des sages, et dont les hommes ont oublié jusqu’au souvenir. Ainsi débute l’histoire de Virata. Pourquoi un homme si brave a-t-il été ignoré ? Stefan Zweig écrit principalement des nouvelles de monomaniaques, comme par exemple Le joueur d’Echecs, La Confusion des Sentiments, et on se rend vite compte ici que la manie de Virata est d’être libre de toute faute et de jugement, c'est-à-dire qu’il ne veut pas décider du sort des personnes soit directement en étant juge, ou soit indirectement en devenant ermite. Le personnage principal est attachant car on le suit dans la principale partie de sa vie, on vit avec lui le meurtre de son frère, son envie d’être séparé des hommes… Au début de l’histoire, Virata est un héros car il est dévoué au roi, puis petit à petit, il devient un anti-héros, en laissant tomber son étiquette de héros pour devenir un homme libre de toutes fautes et de jugements. Il préfère la voie spirituelle et la vie avec ses chiens plutôt que de vanter ses prestigieux exploits. Virata est un exemple pour tout le monde dans le sens où il ne faut pas se contenter de ce que l’on a, mais essayer d’aller de l’avant et de s’améliorer. ( )

If absolute power corrupts. does absolute powerlessness make you pure?