“He wasn't following any preconceived plan. He was going forward, wherever that might be, trying above all not to form any opinions.” — Georges Simenon, “Maigret and the Nahour Case”

Following the evidence, not one's opinions or "gut feelings," would seem wise for any detective, actual or fictional. Too many detectives in the mysteries I've read and the TV shows I've watched seem to settle on one early suspect until that well runs dry, then settle on another until finally, almost through the process of elimination, they find on the real killer.

The great Parisian police detective Maigret stays true to his ideal in “Maigret and the Nahour Case” (1966) by Georges Simenon. Or does he?

Maigret is woken in the middle of the night by a physician friend in whose home he and his wife had had dinner just a few hours ago. The doctor has just treated a young woman with a minor bullet wound, who had then skipped out with the man accompanying her before the doctor had gotten her name and other details.

The next morning a murder victim is found who turns out to be this woman's husband. She and the man with her are traced to Amsterdam, but are soon brought back to Paris.

Everyone involved in the case seems to be telling a string of lies. Some change their stories under questioning, while others stick to one version. But where does the truth lie?

Some of Maigret's methods seem questionable to me. For example, he lets suspects and witnesses spend the night in the house where the murder took place, even before all the evidence has been gathered. In one passage where he is supposedly questioning a prime suspect, Maigret actually answers more questions about the case than the suspect does.

Someone is arrested and convicted by the end of this 163-page novel, yet Maigret never actually discovers conclusive evidence. A lingering doubt remains at the end. Are Maigret's conclusions perhaps swayed by his own opinions because he feels compassion for one suspect, not another? ( )

Suite à ma précédente lecture, je remarquais l’image de Paris et de la France qu’offraient les Maigret. Sortes de photographies nous racontant la vie d’alors, les concierges, les relations de couples (et extra-conjugales) et la vie des hommes avec la consommation d’alcool ou du tabac (pas vraiment compatible avec la loi Évin)

Mais aujourd’hui, il est tout aussi intéressant de voir quel est la place des femmes chez Simenon. Certes, l’homme aux 10’000 femmes a déjà du tirer l’oeil là dessus. Reste qu’il est fort amusant de s’attarder sur Madame Maigret, son rôle d’épouse, de ménagère, de cuisinière (et quelle cuisinière, misère !), de confidente, de supportrice inconditionnelle ou chauffeuse (oui, elle a son permis de conduire, Monsieur non !).

Et la cuisine française !

Un meurtre dans le monde du jeu, celui de l’illusion et du mensonge ( )

Another good Maigret. More than halfway through the novels now. This one was very straight forward, clean plot. ( )

Frankrig, Paris, ca 1958
Kriminalpolitikommisær Jules Maigret og hans kone har et par gode venner i lægen Pardon og dennes kone. En nat efter at de aftenen før har været og spise ved Pardons, bliver de ringet op af Pardon, der beder Maigret om at komme. Lægen fortæller om et par, der har opsøgt ham kort før og hvor han har behandlet kvinden for hvad der viste sig at være et kødsår fra en kugle. Parret forsvandt mens han ryddede op efter den lille operation og har ikke efterladt sig navn eller andre kontaktoplysninger. Maigret checker parrets historie om damen var blevet skudt på gaden og den hænger ikke sammen. En politipatrulje har set en rød Alfa Romeo og et opkald til lufthavnen giver oplysning om at de er fløjet til Amsterdam.
Næste dag bliver Maigret tilkaldt til et hus, hvor en mand, Félix Nahour på 42 år, er fundet skudt. Kriminaltekniker Moers og politilægen Colinet (som har afløst doktor Paul for nogen tid siden) undersøger stedet. Undersøgelsesdommeren er Cayotte og den offentlige anklagers fuldmægtig Noiret er på pletten.
Nahours kone Lina Nahour (Evelina Nahour, født Wiemers og 27 år gammel) er til gengæld ikke at finde, men de to levede også hver deres liv og de to børn bor et andet sted. Lina har en elsker Vicente Alvaredo på 26 år og han er heller ikke i nærheden, så det er ikke svært at regne ud at Pardons patient var Lina Nahour.
Nahours sekretær Fouad Ouéni på ca 51 år arbejder sammen med ham, men ikke for ham. De analyserer roulettetal. Hushjælpen Louise Bodin passer hus for Nahour, men hun kan heller ikke bidrage med noget. Kammerjomfruen Nelly Velthuis på 24 er af samme skuffe og taler kun lidt engelsk foruden sit flamske. I det hele taget har Maigret sjældent mødt så liden imødekommenhed.
Mere efterforskning bringer for dagen at både Lina og Vicente var til stede, da Félix blev skudt, men det var Ouéni også. Maigret finder ud af at Ouéni er dybt intelligent, men aldrig har fået løn af Félix eller nogen særlig påskønnelse udover almindeligt kost og logi, men han har heller aldrig lidt nogen nød. Det kom uventet at Félix giftede sig med Lina og det ligner egentlig at han aldrig har elsket hende, men blot ville have en trofæhustru at vise frem og som kunne føde børn til ham. Siden det yngste barn blev født, har de levet adskilt og Lina ville skilles for at kunne være sammen med Alvaredo, men det var Félix meget imod. Ouéni havde også et forhold til Lina og da Félix opdagede det for et par år siden, strøg han dem begge af sit testamente pånær det minimum som hans kone havde retskrav på.
Ouéni er ikke ret meddelsom og undgår behændigt alle Maigrets fælder. Da det efter et års tid kommer til en retssag, forsøger Maigret at skjule Ouéni's tidligere forhold til Lina, men det lykkes ikke. Ouéni bliver idømt 10 års fængsel for drabet på Félix, men samtidigt spolerer offentliggørelsen af forholdet at Lina og Alvaredo kan blive gift, for hans familie er katolikker og ser ikke blidt på et giftemål med en kvinde med to børn fra et tidligere ægteskab, der sluttede med et skuddrab.
Maigrets konklusion er at Ouéni vandt, selv om det koster 10 års fængsel.

Ganske spændende psykologisk portræt af et ægteskab, der ikke er ret lykkeligt. ( )

...d'altra parte nel 1966, anno in cui scrive questo Maigret, ha ormai raschiato il barile di tutte le possibili situazioni e atmosfere. Il suo scrivere sembra diventato atto automatico di cui è prigioniero...e la fantasia non lo sostiene più come un tempo. Nella sua sterminata bibliografia ci sono cose sublimi, ma anche molto sciape (come questa, appunto!) ( )