Régis Schlagdenhauffen

Homoseksuel i Europa
før, under og efter krigen

Europarådet har fået forskere inden for en række fagområder og alle med særligt kendskab til LGBT-forhold til at beskrive levevilkårene for homoseksuelle i Europa før, under og efter 2. Verdenskrig i bogen Queer in Europe during The Second World War.
(Udgivet i 2018. 145 sider. Redaktør: Régis Schlagdenhauffen).

Anmeldelse ved Mads Ingholt, LGBT Biblioteket

Selv om meget er skrevet om forfølgelsen af homoseksuelle i det nazistiske Tyskland i perioden 1939-1945, har mange - i særdeleshed inden for LGBT+-sfæren - berettiget følt, at emnet forblev relativt upåagtet til fordel for afdækningen af forfølgelsen af jøder, kommunister og andre af Det Tredje Riges fjender. For at råde bod på denne ubalance og for at udvide fokus til også at omfatte en historisk beskrivelse af homoseksuelles vilkår i andre europæiske lande i perioden op til, under og i et vist omfang efter 2. Verdenskrig, har Europarådet i 2018 udgivet den interessante bog Queer in Europe during The Second World War

Bogen består af 10 afsnit med bidrag fra forskere (historikere, sexologer, psykiatere, sociologer, antropologer mfl.), som hver især beskriver forholdene i forskellige lande, fortrinsvis - men ikke udelukkende - de, som blev besat af Nazi-Tyskland.
Teksterne er derfor at læse som opsummeringer af forskningsarbejde, hvilket kan gøre dem noget ”tørre”, men også troværdige og rige på fakta.
Hvis man synes, at man kunne have behov for tillige at få en mere personlig og selvoplevet beskrivelse af livet i denne periode, vil jeg varmt anbefale franske Pierre Seels bog Jeg, Pierre Seel - interneret for homoseksualitet under Anden Verdenskrig (udgivet i Frankrig 1994, på dansk 2018 fra forlaget Multivers i Kim Witthoffs oversættelse, 168 sider). Pierre Seels værk fremstår som beskrivende ekstrapolationer af nærværende bogs substans - omend skrevet mange år før. De to bøger er simpelthen fremragende komplementære. Jeg vil anbefale, at man læser Europarådets bog først. Det giver en god faktuel referenceramme for Pierre Seels oplevelser.

Europa var i årene efter 1. Verdenskrig generelt tolerant over for homoseksualitet. Vi kender alle de almindelige beskrivelser af det løsslupne Berlin, Paris, Wien og Budapest i slutningen af 20’erne og ind i 30’erne. Men tolerance er ikke et vilkår, der kan tages for givet! Og graden af tolerance er ikke lineært opadgående. Det fik man at føle i årene fra 1933 og frem, først i Tyskland og senere i resten af Europa, med ganske få undtagelser! Nazi-Tyskland var et ærke-fascistisk regime, og fascistiske regimer har meget lav tolerance for dissidenter af enhver art herunder også homoseksuelle, som jo ikke (i den gængse opfattelse) bidrog til den ariske races dominans. Seksualiteten skulle kontrolleres og ensrettes, og lovgivning med det formål blev indført, først i Tyskland og kort tid efter i de besatte lande. Hvad det betød, kan man læse i Europarådets bog - og i Pierre Seels.

At de gode tider så hurtigt fik en ende, er i sig selv interessant og skræmmende; men hvad der er mindst ligeså foruroligende er, at det tog omtrent 20 år fra krigens afslutning, til lovgivning og holdning atter begyndte at vise tegn på en begyndende accept og ligestilling af homoseksuelle. Intet skal tages for givet; vi ser i visse europæiske lande i øjeblikket en tendens til regression, tænk bare på Polen og Ungarn.

Europarådet har med sin bog bidraget stærkt til at perspektivere udviklingen i vilkår for homoseksuelle – og Pierre Seel til at minde os om, hvor galt det kan gå, på en meget indfølelig måde!… (mais)