Janina Katz (1939–2013)

Det lille bind prosatekster og digte udkom sidste år på Vindrose. Nogle af teksterne har været udgivet tidligere, andre er nyskrevne til samlingen. Fælles er perspektivet, der er en den ældre polsk-jødiske forfatters. Døden nærmer sig. Vennerne falder fra, og egen dødelighed bliver stadigt vanskeligere at benægte.

”En verden uden mig?
Aldeles utænkelig.” (s. 17)

Følelsesmæssigt er det svært at tro på en verden, hvor man selv er forsvundet, men intellektuelt ved hun selvfølgelig godt, at det en dag vil ske, og at hun må indstille sig på, at der er meget hun ikke vil nå. ”Jeg er ikke engang i stand til at nævne alle de ting, som jeg ikke kan nå, før jeg dør, fordi jeg ikke ved, hvornår jeg skal dø, og fordi der findes så mange ting, jeg allerede ikke har nået.” (s. 42)

En meget smuk formulering af menneskets grundvilkår. Alle har masser af ting, de aldrig vil nå. Men livet ændre sig, når det går op for os, at vi ikke vil nå dem.

Fornemmelsen af et liv, der nærmer sig sin afslutning giver bogen en melankolsk tone, der også var fremtrædende i Katz’ glimrende roman ’Længsel på bestilling’ fra 2008. Tiden rinder ud. Ting der skal gøres, skal gøres nu.

Her betyder det, at en række mennesker og skæbner skal fastholdes på skrift, inden det er for sent. Janina Katz øser af sit liv i det polsk-jødiske emigrantmiljø. Venner fra hendes eget liv og jødiske kunstnere skal have ristet en rune, og deres erfaringer fra mellemkrigstidens antisemitisme og holocaust skal fastholdes.

Det gøres smukt i de enkelte tekster, der tilsammen tegner et billede af jødiske erfaringer, der ikke kan rystes af.

”Jeg selv taler ofte om det typisk danske, typisk polske, typisk engelske, typisk hvad som helst.
Hvad har jeg imod, at man taler om eller viser det typisk jødiske?
Prisen.
Den pris, som andre folkefærd ikke har behøvet at betale for at være typiske på den ene eller den anden måde.” (s. 37)

Bogen er kort, men mættet med viden og betydning.… (mais)

Romanen er et portræt af en ældre kvinde, der nærmer sig slutningen af livet, og det er en melankolsk refleksion over forkerte valg og forspildte muligheder. Den 65-årige polskfødte men i Danmark bosiddende jøde Olga indleder på sine regelmæssige rejser til Israel et forhold til den over tyve år yngre yemenitiske mand Sammy, der mest udmærker sig som en glimrende elsker. Samtale er der ikke meget af, for bortset fra nogle løsrevne brokker på engelsk og hebraisk har de intet fælles sprog.

Derudover befolkes Olgas univers i Israel – og det er kun hendes gentagne ophold i Israel gennem de følgende år, der fortælles i romanen – af barndomsvennen Moniek, russiske og ukrainske jøder, den sefardiske troende Moshe, samt Allergia-Aquamarina og David, de to gennemgående figurer i hendes børnebogsserie. Bag det hele lurer et forpint forhold til moderen og tabet af faderen, der blev slået ihjel under Holocaust.

Der er med andre ord også tale om en meget jødisk roman, hvor hele diasporaen samles i Israel på en baggrund af krig og fortidige rædsler. ”De, der er fattige på fantasi, men rige på skæbner, på lidelseshistorier, ligner de fire evangelister, der blev ved og ved med at dvæle over én enkelt korsfæstelse,” skriver hun (side 206) om hendes egen og det jødiske folks forståelige optagethed af holocaust. Men romanens melankoli gælder måske også det snarlige tab af holocaustfortællingen, når de sidste overlevende er døde? Selv får hun endelig registreret sin families skæbne i arkiverne, inden det er for sent.

Romanen er bygget op i en række kapitler om hvert af Olgas ophold i Israel, og hvert kapitel er igen brudt op i ganske små nummererede afsnit på ½-2 sider. Denne opbygning gør det muligt at glide ud og ind af nutid og erindring, og det bibringer også læseren en stærk følelse af flygtighed, af et jævnt kedeligt liv krydret med korte, intense lidenskaber. Det står nemlig snart klart, at kærligheden til Sammy kun kan fylde en lille del af deres tilværelse, og at det under alle omstændigheder er sidste runde i manegen for Olga. Hellere opleve det end være det foruden – men det er stadig et smil gennem tårer.

Katz skriver præcist og morsomt. Bogen er mere optaget af at bibringe en stemning end af at fortælle en handling, så man sidder ikke tilbage med et klart overblik over personernes liv efter endt læsning. Til gengæld efterlader den en følelse i kroppen, som det ikke er nemt at ryste af sig.… (mais)